Den bittersøde længsel – en læseoplevelse fra min barndom

Indeholder detaljer om slutningerne på Himmelhunden, Det gyldne kompas-serien og Silke. Så er du advaret.

Når jeg skal udpege litteratur jeg læste da jeg var barn som jeg husker særligt godt, er det bøger som Bent Hallers Silke (1991), Phillip Pullmas Det gyldne kompas-serie (1995-2000) og Diana Wynne Jones’ Himmelhunden (1975, på dansk 1984). Det er bøger som jeg vendte tilbage til igen og igen, for de to sidstnævntes vedkommende også som voksen. Alle tre romaner er fantasyromaner – jeg skal tænke længe for at komme i tanke om fritidslæsning fra dengang der ikke var – men når det netop er romaner som disse tre jeg husker så godt, og som jeg ikke helt har kunnet slippe, er det ikke på grund af genren men på grund af følelsen.

I Silke forvandles titelkarakteren til slut endelig til en havfrue og ender på den måde i sit naturlige element, men i samme nu må hun forlade sine forældre for altid. I Det gyldne kompas-serien klarer Lyra og Will sig igennem alle strabadserne, men til slut må de forlade hinanden og nøjes med i hver deres dimension én gang om året at sidde på den samme bænk og vide at den anden er så tæt på og alligevel uendelig langt væk. I Himmelhunden bliver stjerneskabningen Sirius dømt til at leve som hund på Jorden for altid medmindre det lykkes ham at finde det redskab som dommerne tror han har mistet der; først da det lykkes ham og han i sin stjerneform ikke længere kan være sammen med Kathleen, den pige der har taget ham til sig, går det op for ham hvor meget han har mistet, men da er det for sent: Hvis han nogensinde så meget som rører hende, vil hun øjeblikkeligt brænde op.

I alle tre romaner lykkes projektet – forvandlingen fuldbyrdes, de onde overvindes, maguffinen findes – men medaljen har en bagside: Hovedpersonen kan aldrig vende tilbage, og med sejren følger den bitre smag af længsel efter alt og alle som nu hører fortiden til og som man aldrig igen kan genforenes med. Som barn var det bøger med sådanne slutninger jeg vendte tilbage til igen og igen, og de gjorde et dybt indtryk på mig.

Når jeg som voksen genlæser Himmelhunden, kan det være svært at adskille nostalgien fra mit voksenjegs indlevelse, men denne bittersøde længsel sætter sig stadig i mig. Litteraturteoretikeren Maria Nikolajeva sidestiller de fantasyfortællinger der opererer med en primær og en sekundær verden med en initiationsrite, en indtrædelse i et nyt livsstadium (Nikolajeva, 1988). For Sirius er Jorden denne anden verden, og der lærer han hvor umodent og naivt han tidligere har handlet, hvorfor han aldrig kan vende tilbage til den status quo der herskede inden hans oplevelser – og parallelt hermed kan han aldrig vende tilbage til den døde hundekrop han til slut må se ned på fra sin ophøjede position som udødelig stjerneform; det er umuligt. Forholdet med Kathleen er forbi; det er umuligt igen at blive u-initieret, uanset hvor meget længslen efter tiden inden brænder i en.

Heller ikke for Kathleen er det muligt at vende tilbage til tiden før hun mødte Sirius. Mens hun har haft Sirius har hun boet hos sin onkel og hans kone og deres to sønner. Hendes mor er flygtet til USA og har ladt hende tilbage, og hendes far sidder i fængsel på grund af sine aktiviteter i IRA. På grund af sin irske baggrund ser næsten alle borgerne i den engelske by ned på hende, ikke mindst hendes tante der efter Sirius’ ankomst tvinger hende til at stå for alt det huslige med truslen om at aflive bæstet. I skolen bliver hun mobbet, og heller ikke hendes ældre fætter lader hende i fred. Hendes liv er i det hele taget brutalt skildret og stort set det eneste lyspunkt er Sirius og drømmen om at hendes far engang skal undslippe fængslet og hente hende. Da faren bliver myrdet efter at være flygtet fra fængslet, dør ethvert håb om et godt (kerne)familieliv for Kathleen med ham. Og inden Sirius forlader hende, er hun blevet for led og ked af sin slavetilværelse til nogensinde at kunne vende tilbage til den.

Børnelitteraturteoretikeren Kimberley Reynolds mener at udviklingen i den anglosaksiske børnelitteratur fra 1950′erne og frem var præget af at “threats to child characters’ well-being were portrayed as coming from within the family rather than from sources beyond it” (Reynolds, 2009, s. 201). Som det ses i mange andre børnebøger fra det sidste halve århundrede finder Kathleen i stedet andre tryghedsskabende fællesskaber end familien: Først Sirius og senere Miss Smith, en gammel dame Kathleen ender med at flytte ind hos. På den måde består hendes initiation i at forlade den utrygge kernefamilie og indgå i selvvalgte fællesskaber.

For mig som voksenlæser handler romaner som Himmelhunden om at blive voksen. Når man som menneske forandrer sig og tager nye ting til sig, vil det altid være nødvendigt samtidig at lægge andre ting bag sig. Den bittersøde længsel der efterfølgende kan melde sig efter det der for altid er tabt, viser at det aldrig vil gå rigtig tabt, for så længe det vækker følelser i én, findes det. Sirius’ ønske om at vende tilbage da han først er kommet videre, forsikrer os om at han virkelig har forandret sig. Savnet gør rejsen mod målet meningsfuld.

Litteratur

  • Nikolajeva, Maria (1988). The magic code : the use of magical patterns in fantasy for children. Stockholm, Almqvist & Wiksell.
  • Reynolds, Kimberley (2009). Changing families in children’s fiction. I: The Cambridge Companion to Children’s Literature (s. 193-208), Cambridge University Press.

 

Skrivekonkurrence: samtidsroman til en kvart million

Politikens Forlag har i samarbejde med avisen Politiken udskrevet en ny romankonkurrence. Det er tre år siden, de sidst gjorde det, og dengang var det krimier de var interesserede i. Denne gang er de på udkig efter en samtidsroman, og deciderede krimier er bandlyst.

Nu udskriver vi en konkurrence om en mere bredt anlagt samtidsroman, som skal handle om, hvordan det er at være menneske lige nu

Spændingselementer er dog ikke uønskede, og de fremhæver selv Det syvende barn af Erik Valeur som forbilledlig på det punkt.

Manuskriptet skal være på dansk og forfatteren skal være fyldt 18 år, når Politikens Forlag i løbet af januar 2013 modtager det. Selvom der ikke ligger et samtidsromansmanuskript klart i din skrivebordsskuffe, så burde der altså (lige) være tid nok til at sammenflikke et bud — hvis altså ikke inspirationen lader vente for længe på sig.

Skrivekonkurrencer: fire gengangere

Ikke alle er lige officielle endnu, men det står klart, at i løbet af 2012 og ’13, vil fire skrivekonkurrencer blive gentaget. Vi får (igen) mulighed for at indsende science fiction-noveller, en kort drengetekst og et teatermanuskript. Her ridser jeg dem op i kronologisk rækkefølge. Jeg har opført flere detaljer under oversigten over aktuelle konkurrencer.

Drengelitteraturprisen
Undervisnings- og kulturministeriet lancerede sidste år denne skrivekonkurrence, og det er planen, at den skal gentages i år og igen næste år. Teksterne skal stadig være målrettet drengene fra 4.-7. klasse, men længdekravet er i år reduceret til 1.500 ord. Om indholdet skriver de:

Teksten skal have stærk narrativ fremdrift og skal placere sig tydeligt i en genrekategori, f.eks. krimi, historisk fortælling, fantasy og sport eller humor, idet erfaringen viser, at disse genrer appellerer til drenge.

Præmierne er stadig store — 25.000, 10.000 og 5.000 kr. til henholdsvis første-, anden- og tredjepladsen. Årets konkurrence modtager først bidrag fra den 16. april og deadlinen er den 2. juli.

Danskerne og fremtidens kulturliv
Fanzinet Science Fiction har i en årrække kørt tematiske novellekonkurrencer, og i år skal den handle om danskerne og fremtidens kulturliv. Den skal være på 5.000-15.000 ord, og må som noget nyt i år også være på norsk eller svensk. Der er bogpræmie og diplom til vinderne, og udgivelse i fanzinet til alle de noveller, der vurderes egnede. Deadlinen er den 31. december 2012.

Lige under overfladen 7
Konkurrencen er ikke slået op endnu, men Science Fiction Cirklen har også i år modtaget mange bidrag til Lige under overfladen 6, så de forventer at udgive endnu en antologi næste år, den syvende i serien. Kravene har ikke ændret sig synderligt de foregående år, så de bliver nok de samme næste år. Novellerne har maksimalt måttet være på 10.000 ord og præmien for at komme med i antologien er at få et gratis eksemplar. Deadlinen forventes at blive den 1. marts 2013. (opdatering: flere detaljer i Carl-Eddy Skovgaards kommentar til dette indlæg)

Dramatisk Debut 2014
Teater V har tre gange tidligere givet aspirerende dramatikere mulighed for at debutere med et brag. Kravene er denne gang de samme som tidligere: Stykket skal kunne fremføres af fire skuespillere, være på 75-90 sider og rette sig mod et publikum på 16 år og opefter — og kun udebuterede dramatikere har lov at deltage. Førstepræmien er også i år på hele 100.000 kr, og anden- og tredjepladsen på henholdsvis 10.000 og 5.000 kr samt en uges workshop. Deadlinen er den 1. oktober 2013.

Til tasterne!
Foruden de ovenstående er der også en vampyrnovellekonkurrence i gang med deadline den 31. maj. Der er kort sagt nok at gå i krig med det næste halvandet års tid, så hvis éns egne projekter ikke rigtig gnistrer eller har brug for at ligge brak, så er det stadig ikke nogen undskyldninger for ikke at få skrevet.

Kvantitative mål som motivationsværktøj

Hvis man virkelig vil noget med skriveriet, er jeg gentagne gange nået frem til, at det vigtigste er at holde sig i gang, at skrive– også når det er svært og hverken inspirationen eller lysten uden videre melder sig. Jeg har selv oplevet flere af den slags perioder end jeg har tal på, og nogle gange har jeg derfor ikke fået skrevet i flere måneder. Inspiration er ikke noget man skal vente på kommer til en — det ved jeg godt — men når ethvert forsøg på at gå i gang med at skrive føles som om det resulterer i små, dårlige tekster, er det langt nemmere ikke at få skrevet frem for igen og igen at blive konfronteret med sin egen utilstrækkelighed som forfatter. Problemet er, at de to vigtigste årsager til denne utilstrækkelighedsfølelse begge kun kan løses ved netop af skrive. Følelsen kan dels opstå fordi man ser, at man ikke lever op til den professionelle kvalitet man er omgivet af i udgivne forfatteres tekster, og den kan dels opstå, fordi man ikke giver sig selv tiden til at skrive sig varm, til at skrive sig ind i teksten, og så bliver det kun er den overfladiske løgn og ikke potentialet for den dybere sandhed, der møder en, når man kortvarigt vender tilbage til éns tekster. Og selvom jeg kender løsningen på problemet, har kendt den i årevis, er det bare nogle gange så meget nemmere ikke at skrive.

Den hidtil mest effektive løsning, jeg er nået frem til, og som jeg efterfølgende er stødt ind i flere steder, bl.a. i en artikel om Jerry Seinfelds arbejdsmetode, kan opsummeres som bryd ikke kædendon’t break the chain. Hæng en kalender op, helst en årskalender på ét ark, der hvor du tit ser den, eksempelvis på væggen ved din computer. Hver dag du får skrevet, må du sætte et stort, rødt kryds over den dag. Hver gang du ser kalenderen, kan du se kæden af dage, du har fået skrevet, og jo længere den er, jo bedre føles det — og efterhånden som kæden vokser, vokser motivationen for ikke at bryde den også. Kalenderen hjælper med at gøre skriveriet til en daglig vane, og problemet med at én skrivefri dag gør det lettere at lade være med at skrive den næste, minimeres, for selv hvis kæden brydes, vil kalenderen konstant minde dig om, at du skal til at op på hesten igen.

Min kalender opbevarer jeg her på bloggen, for jeg tror, at offentliggørelsen af den er en ekstra motivationsfaktor for mig. Det er ikke bare mig der ved det, hvis jeg falder i et hul, det kan resten af verden også se. Derudover nedskriver jeg også hvor mange ord jeg får skrevet de enkelte dage, og jeg har programmeret en lille tekstboks (se billedet), der er en del af alle sider på bloggen, hvor jeg altid kan se hvordan det går, både hvad kædelængden og ordoptællingerne angår. Derudover er jeg på det sidste også begyndt at tracke, hvor meget tid jeg får brugt på at skrivearbejdet, og jeg har sat mål for hvor meget tid, jeg vil tilstræbe at bruge. Det gør jeg med iOS-programmet aTimeLogger. Især den visuelle repræsentation (se billedet), synes jeg er med til at skabe en ekstra tilfredsstillelse, når jeg kigger tilbage på de foregående dage, og det er gået godt.

Alt det her virker måske noget primitivt og frygtelig langt fra den romantiske forestilling om forfatteren — og alle de her tal og røde kryds er da også aldeles unødvendige, når det går godt, når historien flyder og skriveprocessen er en endorfinrus. De kvantitative metoders berettigelse kommer først, når perioder af ugidelighed, ulyst og manglende inspiration melder sig. I de perioder kan de fungere som et sikkerhedsnet, der kan være med til at forhindre, at man falder helt ud af skriverutinen og éns skrivemuskel bliver slap.

Romanfloden — en miniteori

Forfatteren Trisse Gejl, som underviser i Tekstproduktion på SDU, hørte jeg fremsætte en miniteori om at skrive romaner, som hun havde haft meget glæde af, så den vil jeg dele med jer, da jeg synes den lægger op til en fornuftig arbejdsproces — især for de forfattere, der bliver hæmmet af for meget planlægning.

Romanfloden

Forestil dig en flod. Ved flodens udspring befinder din indgang til romanen sig. I floden er der trædesten, som læseren går på. Trædestenene er de vigtige scener i romanen, de som er essentielle for historien. Blandt dem er typisk de scener, hvor de første løse tanker om grudidéen realiseres. Skriv de scener, du føler for, som er vigtige for grundidéen, først — det gør ikke noget, at der viser sig at skulle flere trædesten før, efter eller imellem dem. Trædestenene placeres løbende, hvor de passer bedst i strømmen.

Når trædestenene er placeret, strøer du grus ud mellem dem som det er nødvendigt. Gruset er de nødvendige mellemled, der letter læserens gang mellem trædestenene, får dem til at give mening og hænge sammen. Hvis der er for meget grus, vil det være for nemt for læseren at vandre gennem romanen, og han/hun vil føle sig ført, talt ned til, og hvis der er for lidt grus, kan det blive for svært for læseren at springe mellem trædestenene, romanen kan blive for usammenhængende.

Læserens læsning af romanen er vandets løb mellem stenene. Det er vigtigt ikke at forsøge at styre vandet, men du kan påvirke læsningen ved at give trædesten skarpe kanter, der skaber skumsprøgt og hvirvler, som overrasker eller er svære at fordøje, eller du kan gøre trædesten glatte og runde, lette for vandet at flyde forbi.

Efterhånden som flodløber tager form, og arbejdet med romanen skrider fremad, så genovervej løbende hvor trædestenen hører til, om der er de, der skal være, eller om der er for mange eller for få til at få det til at føles som en helhed — og om de har den form de skal have for at give de bedste betingelser for vandets løb mellem dem. Genovervej også om mængden af grus er passende til din roman eller om noget kan undværes eller der er for lidt. Når flodløbet føles rigtigt, er det tid at sætte det sidste punktum.